Hils på Mathilde

Hvad er det, som gør Fjordhuset til et godt sted at arbejde?

Børnene og de unge, som bor hos os, er en målgruppe, som gør det spændende at arbejde her. Der er ikke to dage, der er ens. Jeg kan eksempelvis have en plan A, som virker rigtigt godt den ene dag, men slet ikke dagen efter, hvor jeg måske skal igennem det meste af alfabetet for at få det til at virke. Det, at jeg skal tænke fagligt og kreativt i samarbejdet med barnet eller den unge, er udfordrende, og det trives jeg rigtigt godt med.

Vi har også et rigtigt godt kollegaskab. Vi er en god gruppe, som både sparrer fagligt med hinanden, og som også har det helt uformelt og sjovt sammen. Det, at vi kan begge dele, giver os en høj grad af tryghed. Der ligger ingen på lur efter fejl og mangler ved dig. Tværtimod er det tilladt at fejle, for det er bl.a. af fejl, vi lærer.

Kompetenceudvikling bliver også prioriteret hos os. Vi skal hele tiden sikre, at vores kompetencer matcher udviklingen. Høj faglighed er vigtig for arbejdsfeltet, og den er også vigtigt for mig personligt, bl.a. fordi jeg gerne vil udfordres hele tiden.

Hvad er dit bedste råd til en, som overvejer at søge mod Specialbørnehjemmene?

Gør det! Lad dig ikke afskrække af døgnarbejdet. Det er rigtigt, at du skal arbejde både dag, aften og om natten, samt på helligdage og i weekender. Men det giver stor frihed på andre tidspunkter, og det mener jeg er en klar fordel. Jeg kan fx holde flere sammenhængende fridage uden at skulle bruge feriedage på det, lave aftaler midt om dagen på hverdage og alt muligt andet. Jeg kan slet ikke forestille mig ikke at skulle arbejde på døgnområdet.
Og så bør man som ny aldrig tænke, at man fra start skal vide alt om den komplekse målgruppe, vi har. Man skal tværtimod bare blive ved med at spørge. Vi mere erfarne vil nemlig rigtigt gerne guide og hjælpe. Nye starter også med et grundigt introforløb. Du skal nok blive klædt på til opgaven.

Opdateret