Hils på Ann Kirstine
Hvordan er du med til at gøre hver dag god?
Jeg gør dagen god fordi jeg kommer med et menneskesyn, hvor der skal være plads til alle, uanset hvor gammel man er, hvor man kommer fra, hvad ens udfordringer er, hvor meget og hvilken hjælp man har brug for.
Her på børnehjemmet kommer vi rundt om hele barnet. Vi træder ind i deres hverdag på alle tider af døgnet. Vi samarbejder med pårørende, skole, fritidsinteresser mv. Vi smører madpakker, pakker skoletaske, giver masser af kram, leger, trøster, læser godnathistorie. Vi er børnenes trygge arme og deres hjem.
I min uddannelse og mit arbejdsliv har jeg lært at se omkring hele mennesket. At stige op i helikopteren og ikke kun fokusere på en enkelt problemstilling, men se de bagvedliggende årsager til ændret adfærd, nye mestringsstrategier. Kan det være noget med årstiden eller højtider, er det, når der siges bestemte ord, eller måske relationen til pårørende, der udløser reaktioner? Kan en problemskabende adfærd være, fordi det gør ondt, har vi overset noget somatisk? Dette er nogle af de spørgsmål, jeg kan stille. Min opgave som social- og sundhedsassistent er bl.a. at have et øje for det sundhedsfaglige og varetage opgaver herunder, men jeg deltager på lige fod i det pædagogiske arbejde. Det giver nogle gode tværfaglige samtaler og refleksioner. Jeg sætter det tværfaglige samarbejde meget højt - vi kan hjælpe hinanden til at blive bedre sammen med børnene og se dem i flere farver, når vores udsyn bliver større. Og det gør det ved, at vi breder paraplyen helt ud og ser på hele mennesket.
Jeg gør dagen god for mine kollegaer ved at være nysgerrig på, hvem de er, og ved ikke være bange for at være undrende. Ikke være bange for at sætte mig selv i spil og ville det gode samarbejde. Hele tiden med tanke for, at jeg ikke behøver være venner med eller kunne lide dem alle lige meget. Men jeg skal respektere alle som kollegaer og samarbejde.
Gode råd til nye kollegaer
Du skal nok lære det!!! Det er svært at være ny på Fjordhuset. Der er et højt fagligt niveau og mange intense introtimer, og man kan godt føle sig forpustet og føle, at man aldrig finder ud af det. Men pludselig begynder brikkerne at falde på plads, uden man opdager det, og alle dine nye kollegaer vil rigtig gerne hjælpe og svare på spørgsmål. Vi vil gerne have, du skal blive en god kollega, så vi vil gerne investere tid i at lære dig tingene rigtigt.
Hvis du er assistent og har interesse i det pædagogiske arbejde, skal du ikke tøve med at søge arbejde her. Her kan du bruge din sundhedsfaglige viden i det pædagogiske arbejde, og du vil få sundhedsfaglige ansvarsområder. Du vil hurtigt få opgaver som medicinintro til kollegaer mv.
Opdateret