Til hverdag starter dagen tidligt på Nygården. Omkring kl. 5.00 er de første børn/unge klar til at starte en ny dag. Fra morgenstunden prioriterer vi en stille og rolig start på dagen med morgenmad og morgentoilette. Alle de børn/unge, som skal af sted til dagtilbud, bliver hentet af taxa imellem 6.30 og 8.30.
Eftermiddagen tilrettelægges efter det enkelte barns/unges behov, dagsform og ønsker. Nogle eftermiddage bliver der slappet af på sofaen med en god film, andre dage bliver der gået ture på stranden, hygget i haven, der bliver læst bøger, hygget i boblebad, gået til fritidsaktiviteter og meget mere.
Alle de fastboende børn/unge samt de børn, der er indskrevet i aflastning efter §52 har ligeledes forskellige pædagogiske mål og delmål, f.eks. omhandlende barnets/den unges kommunikation, selvhjulpenhed eller indflydelse på eget liv, hvilket der arbejdes med i det daglige pædagogiske arbejde.
Aften
Ved 17.00 tiden begynder vi at spise aftensmad, hvor vi deler børnene/de unge op i mindre spisegrupper for at give ro og nærvær til alle.
Efter aftensmaden begynder børnene/de unge at komme i bad, der bliver evt. ringet hjem til forældre eller andre pårørende for at sige godnat, der hygges i stuen, på værelserne og køkkenet med f.eks. iPad og aften-the, inden børnene/de unge er trætte og gerne vil i seng.
Weekend
I weekenderne sover de børn/unge, som har lyst til det, lidt længere. Der er tid og ro til fordybelse i forskellige aktiviteter. Fredag aften hygges der med dessert og lørdag aften er det slikaften.
Faste traditioner
På Nygården har vi faste traditioner, som vender tilbage år efter år. Vi tror på, at de tilbagevendende traditioner er med til at give børnene/de unge en fornemmelse af året, der går.
Af de årlige traditioner kan vi nævne:
- Fastelavnsfest afholder vi hvert år søndagen før fastelavns mandag. Til denne tradition inviterer vi pårørende med. Vi klæder os ud, slår katten af tønden og spiser fastelavnsboller.
- I forsommeren holder vi ”spis-sammen-dag” for børn, forældre, søskende og bedsteforældre.
- Specialbørnehjemmene afholder hvert år i juni måned Børnehjemsfest og i december en Julefest, hvor alle afdelingernes børn/unge inviteres til en stor fest, som er planlagt på børnenes/de unge præmisser.
Derudover har vi traditioner i forbindelse med vinterferien, påsken, bededag, Sankt Hans, sommerferien, efterårsferien, Mortens aften og december måned.