Fjordhuset, afd. Muslingen
Velkommen til Muslingen
-
Specialbørnehjemmene er Region Nordjyllands døgn- og aflastningstilbud til børn/unge med betydelig og varigt nedsat fysisk og/eller psykisk funktionsniveau i alderen 0-18 år.
Børnenes/de unges fysiske funktionsniveau varierer fra fysisk aktive og mobile børn/unge til svært fysisk handicappede børn/unge i kørestol. Nogle af dem kan have massivt behov for hjælp til alt fra personlig hygiejne til ernæring. En del af børnene/de unge ernæres via sonde, og en del har epilepsi.
Børnenes/de unges kognitive funktionsniveau varierer, og ingen af dem fungerer alderssvarende.
Mange af børnene/de unge har intet eller begrænset verbalt sprog, og flere kommunikerer primært med Tegn til Tale, mimik, øjenudpegning og kropssprog.
Flere af børnene/de unge er udfordret på det personlige, psykiske og sociale felt med bl.a. opmærksomhedsvanskeligheder og problemskabende adfærd. Der kan også forekomme selvskadende og/eller udadrettet adfærd.
Alle børnene/de unge har brug for en individuelt tilrettelagt genkendelig, forudsigelig og struktureret hverdag, og der tages udgangspunkt i den professionelle relation og en neuropædagogisk- og low arousal tilgang.
Alle børnene/de unge har et dagtilbud i børnehave eller skole, enkelte har desuden et fritidstilbud. -
Fjordhuset er et 1600 m² stort H-formet byggeri og ligger på en 6000 m² stor grund, og blev indviet i 2013. Fjordhuset består af afdeling Krabben og afdeling Muslingen.
Fællesarealer
Når du kommer til Fjordhuset igennem hovedindgang/hallen, møder du administrationsgang med leder- og personalekontorer, kopirum og vagtstue.
I forlængelse af hinanden ligger fysioterapirum, aktivitetsrum og mødelokale. Rummene kan lægges sammen, når der holdes arrangementer i huset. De tre rum har direkte udgang til gårdhaven.
Vi har ansat en køkkenassistent til at varetage alt omkring madlavning. Det store køkken, hvor maden tilberedes, er centralt beliggende i huset, så duften af mad breder sig til afdelingerne. Maden bliver fortrinsvist serveret nylavet i afdelingerne. Der er fokus på, at børnene inddrages i madlavningen i det omfang, det er muligt, f.eks. ved at være med til at skære grønsager, bage m.m. på afdelingerne.
Vi har et medicinrum til opbevaring og optælling af medicin. Dette rum benyttes udelukkende af personalet.
Der er en børneindgang til hver afdeling med direkte udgang til haven og låge ud til parkeringspladsen. Børneindgangene er indrettet med skabe til hvert fastboende barn/ung til overtøj, vaskeplads til kørestole og tørreskab.
Alle rummene på Muslingen har rumdækkende loftlift.
Fjordhuset er bygget med fokus på at lave et fleksibelt hus med mulighed for at tilgodese individuelle indretningsløsninger med udgangspunkt i det enkelte barns/unges behov. I begge afdelinger er der eksempelvis mulighed for at lave en inddeling af afdelingen i flere levegrupper, afhængig af de aktuelle børns/unges behov. Hermed kan der skabes en rolig og afskærmet spiseplads, hvor børnenes/de unges behov for ro under måltiderne tilgodeses.Muslingen
Alle rum i afdelingen har direkte adgang til haven. Både fællesarealer, badeværelser og børneværelser er indrettet med hjælpemidler.
Midt i afdelingen ligger et stort køkken med plads til kørestole og indrettet med hæve/sænke bord, så børnene/de unge kan inddrages i madlavningen.
Vi har to spisepladser, hvor børnene/de unge bliver delt i to spisegrupper for at skabe ro. Det er også muligt at spise på eget værelse, hvis der er behov for det.
Vi har to stuer indrettet med TV, sofaer, musikbriks og skumrede.
Der er 9 store lyse børneværelser på 20,5 m2 med tilhørende personligt depotrum. Værelserne bliver indrettet efter personlige ønsker fra børnene/de unge og deres forældre. Alle værelser har udgang til haven.
Alle badeværelserne ligger mellem 2 værelser, dvs. der er to børn/unge, der deler et badeværelse.
3 badeværelser er indrettet med brusebad, toilet, skabe og håndvask. Efter behov er der mulighed for at indrette med badeleje, toiletstol m.m. Der er desuden et badeværelse, der er indrettet med stort spabad m. bobler og massagebruser og ekstra god plads. -
Vi har en stor åben have, som er inddelt i en aktiv have og en gårdhave.
Haven er bygget op med henblik på at stimulere alle sanserne. Der er frugttræer, blomsterbuske og stauder.
Børnene/de unge kan dufte til blomster, smage på frugt, mærke/udforske vand/sand, udfordres motorisk med at kravle, gå på balancepæle, gynge eller hoppe.
I den aktive have har vi mål, trampolin, legehus, hængekøjer, sanseplader, kravlerør, redegynge, klatrepæle, sandkasse, legehuse, bålsted og gangbro. Der er kørestier, hvor børnene/de unge kan cykle og køre på mooncar rundt i hele haven.
Vi har mulighed for at lukke gårdhaven med store skydelåger for at skabe ro og læ for de mere stillesiddende børn. I gårdhaven er der fokus på at give børnene/de unge sansemæssige oplevelser. Gårdhaven er indrettet med mudderkøkken, vandbane, redegynge, havemøbler, flisebelægning samt duftende træer og blomster.
-
På Muslingen har forældresamarbejdet stor værdi og høj prioritet. Vi ser forældrene som en vigtig samarbejdspartner. Forældre og pårørende er altid velkomne på Muslingen. Når der kommer forældre og pårørende på afdelingen, aftales det med personalet, om det er forældrene/pårørende, som vil varetage barnets/den unges behov, eller personalet skal gøre dette. Vi ønsker at have et åbent og ærligt forældresamarbejde, og vi imødekommer forældrenes ønsker, indenfor de rammer vi har. Når et barn/ung indskrives på Muslingen, udarbejdes der en samarbejdsaftale, hvor vi lægger stor vægt på, at forældrene giver udtryk for deres barns/unges behov og kompetencer samt forældrenes forventninger til Muslingen. Vi inddrager forældrene i alle beslutninger omkring barnet/den unge, f.eks. tøjindkøb, indretning af værelse og mål for det pædagogiske arbejde med barnet/den unge.
Muslingen sørger for transport hjem til forældrene for fastboende børn og unge to gange om måneden, hvis dette ønskes. -
Til hverdag starter dagen tidligt på Muslingen. Omkring kl. 5.30 er de første børn/unge klar til at starte en ny dag. Fra morgenstunden prioriterer vi en stille og rolig start på dagen med morgenmad og morgentoilette. Alle de børn/unge, som skal af sted til dagtilbud, bliver hentet af taxa imellem kl. 7.00 og 8.00.
Eftermiddagen tilrettelægges efter det enkelte barns/unges behov, dagsform og ønsker. Nogle eftermiddage bliver der slappet af på sofaen med en god film, andre dage bliver der gået ture i nærområdet, leget i haven, leget i fysioterapirummet, der bliver læst bøger, hygget i boblebad, gået til fritidsaktiviteter og meget mere.
Alle de fastboende børn/unge samt de børn, der er indskrevet i aflastning efter §52 har ligeledes forskellige pædagogiske mål og delmål, f.eks. omhandlende barnets/den unges kommunikation, selvhjulpenhed eller indflydelse på eget liv, hvilket der arbejdes med i det daglige pædagogiske arbejde.
Ved 17.00 tiden begynder vi at spise aftensmad, hvor vi deler børnene/de unge op i mindre spisegrupper for at give ro og nærvær til alle.
Efter aftensmaden begynder børnene/de unge at komme i bad, hvis de skal det, der bliver evt. ringet hjem til forældre eller andre pårørende for at sige godnat, der hygges i stuen, på værelserne og i køkkenet med f.eks. iPad og natmad, inden børnene/de unge er trætte og gerne vil i seng.
Efter aftensmad og et bad tager vi ofte en gå-tur i nærmiljøet omkring Muslingen eller på en tur i vores bus.
I weekenderne sover de børn/unge, som har lyst til det, lidt længere. Der er tid og ro til fordybelse i forskellige aktiviteter. Fredag aften hygges der med slik og chips, og lørdag aften nydes der dessert.Søndag har vi en fast aktivitet med bålhygge i haven, hvor der med stor glæde grilles skumfiduser til alle, der har lyst.
På Muslingen har vi faste traditioner, som vender tilbage år efter år. Vi tror på, at de tilbagevendende traditioner er med til at give børnene/de unge en fornemmelse af årets gang. Der bliver altid taget udgangspunkt i, hvad det enkelte barn/unge kan deltage i.
Af de årlige traditioner kan vi nævne:
Fastelavnsfest afholder vi hvert år søndagen før fastelavnsmandag. Vi klæder os ud, slår katten af tønden og spiser fastelavnsboller.
Vi holder sommerfest og/eller julefest, hvor forældre og søskende bliver inviteret med til at have en hygge dag. Nogle af børnene/de unge holder fest sammen med forældrene på Muslingen.
Derudover har vi traditioner i forbindelse med vinterferien, påsken, bededag, Sankt Hans, sommerferien, efterårsferien, Mortens aften og december måned. På Muslingen bliver der altid lavet en vurdering af, om det enkelte barn/unge kan rumme at deltage i de fælles traditioner, eller om man skal holde det sammen med det personale, barnet/den unge er sammen med. -
På Muslingen har vi ansat pædagoger, fysioterapeuter, ergoterapeuter, social- og sundhedsassistenter samt omsorgs- og pædagogmedhjælpere, der i samarbejde varetager de pædagogiske, sundhedsfaglige, plejemæssige og praktiske opgaver vedrørende børnene/de unge.
Vi har faste vågne nattevagter, en køkkenassistent, en rengøringsassistent, en pedel som kommer tre gange hver anden uge, en sekretær samt en afdelingsleder.
Derudover har vi et vikarkorps, som vi selv uddanner. Vi bestræber os på at ansætte vikarer, som er pædagogstuderende eller på anden vis har en præference til den pædagogiske verden.
Det faste personale er inddelt i teams, der i samarbejde koordinerer og varetager opgaverne for en gruppe børn/unge.
Kontakten til familien bliver primært varetaget af en eller to medarbejdere fra barnets/den unges team. I hverdagen samarbejder alle på afdelingen omkring de enkelte børn/unge.
Herudover har vi et tværfagligt samarbejde med børnenes/de unges børnehaver, skoler, Specialbørnehjemmenes fysioterapeuter, neuropædiatrisk team, bandagister, læger, kommunale rådgivere og diætister.
Kontakt
Opdateret