Søhuset er et stort firelænget moderne byggeri. Huset har 2 indgange; 1 børneindgang og 1 hovedindgang. Går man ind ad børneindgangen, kommer man ind i en entre, hvor der er en vaskeplads til kørestole, og hvor børnene/de unge har hvert deres eget skab med plads til jakke, sko og taske. Fra entreen er der direkte adgang til afdelingen.
Fra hovedindgangen er der adgang til husets administrative del, hvor vi også har et stort mødelokale, som ligger i forlængelse af et aktivitetsrum og fysioterapirum. Rummene kan lægges sammen, når der holdes arrangementer i huset.
I aktivitetsrummet kan børnene/de unge få sansemæssige oplevelser og stimuli. Der er en vandseng, hvor de kan mærke bølgende bevægelser, og musikken der spiller under vandsengen. Mens de ligger på vandsengen, kan de se på et lysende boblerør eller lyseffekter på væggen, alt efter barnets/den unges interesser og behov for stimuli.
Aktivitetsrummet danner også rammen for sang og musik, og her er samlet mange forskellige musikinstrumenter, som børnene/de unge og voksne kan spille på.
Fysioterapirummet er indrettet med stor spejlvæg, ribber, stor trampolin, behandlerbriks og forskellige legeredskaber. Rummet bliver brugt både til fysioterapi og til leg.
I samme del af huset ligger det store køkken. Vi har ansat en køkkenassistent til at varetage alt omkring vores madlavning. Køkkenet ligger tæt på afdelingen, så duften af mad kan brede sig ud til børnene/de unge. Børnene/de unge kan inddrages i madlavning ved at være med til skrælle og skære grønsager, bage m.m. Dette foregår sammen med de voksne i afdelingens anretterkøkkener, som er indrettet med plads til kørestole og hæve/sænke bord, så børnene/de unge kan være med til at dufte til og smage på maden og inddrages i de daglige gøremål.
Indretningen af Søhuset tager udgangspunkt i de børn og unge, der bor her og deres behov. Vi vægter, at Søhuset er børnenes/de unges hjem, og at indretningen har et hjemligt præg. På væggene hænger billeder, som bærer børnenes/de unges personlige signaturer i form af en tegning eller aftegning af hænder og fødder.
Stuen er indrettet ud fra børnenes/de unges behov. Der er skumreder, hvor de kan ligge og lege og sofaer, hvor børnene/de unge kan liftes over og sidde eller ligge sammen med personalet og se TV.
Både fællesarealer, badeværelser og værelser er indrettet med hjælpemidler og loftlifte.
Børnenes/de unges værelser er personlige og hyggelige, indrettet ud fra den enkeltes interesser, yndlingsfarver og ting i tæt samarbejde med forældrene.
Badeværelserne er indrettet med brusebad, badeleje, toilet, skabe og håndvask. To af badeværelserne er indrettet med stort spabad og massagebruser og ekstra god plads.
I afdelingen er der et stort depot til opbevaring af børnenes/de unges hjælpemidler. Vi har medicinrum til opbevaring og optælling af medicin. Dette rum benyttes udelukkende af personalet.
Vi har vaskerum, hvor børnenes/de unges tøj vaskes. Rummet bruges primært af personalet, men børnene/de unge kan også være med og hermed tage del i dagens opgaver.