På Kvisten er børnenes/de unges dagsform meget bestemmende for, hvordan hverdagen planlægges. Har barnet/den unge haft en dårlig nat, er der mulighed for at sove længe. Er barnet/den unge tidligt vågen, starter dagen, når barnet/den unge signalerer at være klar.
Kvisten er et helhedstilbud. Det betyder, at alle daglige aktiviteter er planlagt i huset. Fx er skoletilbuddet i samarbejde med Læringscenter Himmerland etableret i et lokale på Kvisten, så børnene/de unge ikke trættes unødigt med transport.
I løbet af dagen hjælpes børnene/de unge med personlig hygiejne. Det kan være alt fra let soignering til et langt og dejligt bad – omfanget vurderes altid ud fra barnets/den unges ressourcer.
Børnene/de unge på Kvisten får mange behandlinger, så en del af dagen er skemalagt i forhold til sondemad, medicin, inhalationer osv.
Både under behandlingerne og i tiden imellem tilstræber vi at finde så mange stjernestunder som overhovedet muligt - stunder hvor vi kan tilbyde pædagogiske aktiviteter og velvære.
Alle de fastboende børn/unge samt de børn, der er indskrevet i aflastning efter §52 har ligeledes forskellige pædagogiske mål og delmål, f.eks. omhandlende barnets/den unges kommunikation, selvhjulpenhed eller indflydelse på eget liv, hvilket der arbejdes med i det daglige pædagogiske arbejde.
Det er vigtigt for os at tilbyde børnene/de unge aktiviteter både sammen og hver for sig. Nogle dage er kræfterne til fælles leg, og andre dage vil barnet/den unge helst skærmes.
Med afsæt i børnenes/de unges udviklingstrin er det vigtigt med stimulering i form af nærvær, nærhed og kropskontakt. Vi har børnene/de unge på skød, vi holder om, vi holder i hånd og som i alle andre hjem har hvert barn deres helt personlige ”putteritual” med favorit godnatsang og nærvær, som en god afslutning på dagen.
Vi bruger naturen i det omfang, børnenes/de unges helbred tillader. Vi tænker det er vigtigt, at børnene/de unge mærker årstidernes skiften, og at de får frisk luft. Er det ikke muligt at komme udendørs, benytter vi vores sansehave som det næstbedste. Udeliv er en af Kvistens faglige tilgange og metoder, og et højt prioriteret ønske fra børnenes/de unges forældre.
Vi tager børnene/de unge med i hverdagens aktiviteter. De kan være med til at lægge vasketøj sammen, de kan være med til at tømme opvaskemaskinen, de kan hjælpe husassistenten med at tilsmage maden, og de kan være med på kontoret.
Vi tager på ture ud af huset, fx tilbydes børnene/de unge individuelle ture. Vi har juleture, hvor vi om aftenen kører til en større by for at se julebelysning, vi tager i skoven, til søen, i zoo og lader os gerne inspirere til nye initiativer af børnenes/de unges pårørende. Vi holder børnehjemsfest og børnejulefrokost i samarbejde med de andre specialbørnehjem.
Her ud over laver vi fælles arrangementer her i huset, hvor vi fejrer traditioner og højtider som fx fastelavn og halloween. Vi har faste ugentlige aktiviteter, hvor vi samler børnene/de unge til fx sang/musik, leg på trampolin, discofest eller sæbeboble show.
Vi holder fødselsdage og har haft både dåb og konfirmation på Kvisten, begge dele i tæt samarbejde med forældrene – men Kvisten er børnenes/de unges hjem, så der er selvfølgelig rummelighed til at blive fejret i trygge omgivelser.
Mange af Kvistens børn og unge har brug for strukturerede pauser, så dem skal der også findes tid til mellem alt det andet.
Nogle børn/unge har brug for et hvil over middag, andre er vokset fra middagssøvnen. Nogle børn/unge vil gerne i seng kl. 19, mens andre først er klar senere … behovet for søvn og hvile vurderes altid ud fra barnets/den unges signaler og dagsformen – så på Kvisten er 2 dage sjældent ens.