Det faglige arbejde på Krabben

Det faglige arbejde

• Neuropædagogik

  Det pædagogiske arbejde på Krabben tager afsæt i vores fagprofessionalisme og er primært baseret på neuropædagogik.
  
  Neuropædagogik kan defineres som pædagogiske overvejelser og fremgangsmåder på baggrund af viden om hjernens funktion og funktionshæmninger i forbindelser med skader og dysfunktioner.
  
  Neuropædagogik kan ses som en forståelsesramme, der kobler blandt andet neuropsykologisk og specialpædagogisk viden med sigte på at støtte barnet/den unge i at kompensere for begrænsninger samt udnytte og udvikle ressourcer. De pædagogiske overvejelser og tiltag sker gennem fokus på konteksten og samspillet.

  Neuropædagogisk praksis er således rettet mod tilpasning af rammer, struktur og samspil, så det bedst muligt understøtter den enkeltes livskvalitet, trivsel og udvikling.
  
  I daglig pædagogisk praksis bruger vi vores neuropædagogiske viden til at lave individuelle rammer, strukturer og samspil, som tilgodeser den enkeltes behov.
  
  Vi planlægger vores pædagogiske arbejde og stiller krav til barnet/den unge gennem vores viden om barnets/den unges ressourcer, dagsform, motivation, handicap og diagnose.

  Vi er bevidste om at planlægge miljøet, så stimuli tilpasses det enkelte barns/unges behov.

  Struktur

  Børnene/de unge på Krabben har brug for hjælp til organisering og planlægning. De har brug for hjælp til at opdele en aktivitet i en logisk rækkefølge og blive arousalreguleret, så de ikke overstimuleres. Der er behov for ydre styring og en fast, overskuelig og genkendelig struktur (både i tid, rum, proces og indhold).

  
  Der arbejdes ud fra følgende struktur for barnet/den unge:

  Lav struktur og stil følgende spørgsmål:

  • Hvad skal jeg lave? (indhold)
  • Hvorfor skal jeg lave det? (mening)
  • Hvordan skal jeg lave det? (metode)
  • Hvor skal jeg lave det? (placering)
  • Hvornår skal jeg lave det? (tidspunkt)
  • Hvor længe skal jeg lave det? (tidshorisont)
  • Hvem skal jeg lave det med? (personer)
  • Hvor meget skal jeg lave? (mængde)
  • Hvad skal jeg så? (næste)
  • Ros når barnet/den unge gør det godt – ikke når det ikke går godt.

  Skærmning

  Det er karakteristisk for Krabben, at det er et tilbud, som er etableret for børn og unge, som alle har behov for et særligt tilrettelagt og skærmende tilbud, der gør at barnet/den unge kan få et godt og værdigt liv - og på samme tid skærme omgivelserne (de øvrige beboere, medarbejdere osv.).

  Mentalisering

  Mentalisering er et psykologisk begreb, der bruges under neuropædagogikken, som fokuserer på barnets/den unges dannelse af tilknytningsmønstre, som er grundlagt gennem mikro og makro regulering, dvs. gennem de rammer og strukturer vi opsætter for barnet/den unge (makroniveau) og gennem de interaktioner vi har med barnet/den unge (mikroniveau), som er med til at konstruere barnets/den unges selvbillede og ageren. Børnene/de unge på Krabben har ofte brug for en ydre styring, der viser og fortæller, hvad de må, kan og skal gøre i bestemte situationer. Ofte er den præfrontale cortex ikke færdigudviklet. Da dette område i hjernen danner impulser og lægger planer for vores handlinger, har børnene/de unge vanskeligt ved dette. Indre styring er børnenes/de unges egen styring. Et vigtigt element i det socialpædagogiske arbejde er at støtte børnene/de unge i at foretage konkrete valg, så de har indflydelse på deres eget liv, så vidt som muligt.
  
  Mentalisering handler om at have opmærksomhed på de mentale tilstande, følelser, behov og tanker om sig selv og andre. Mentalisering er at kunne se og tage den andens perspektiv, regulere sin egen affekt, se sin egen andel i problemerne og finde en løsning på disse. Medarbejderne på Krabben skal være i stand til dette - dels for at kunne agere og udlåne et roligt nervesystem til barnet/den unge og dels i samarbejdet (medarbejderne imellem) omkring barnet/den unge, så der skabes tryghed og forudsigelighed og i en ensformig struktur i barnets/den unges hverdag.

  Konflikthåndtering/Low Arousal

  I tråd med den neuropædagogiske tankegang arbejder vi med Low Arousal tilgangen.
  
  Low arousal er en pædagogisk metode til at forsøge at undgå, at mennesker bliver sensorisk og følelsesmæssigt overstimulerede og ender i konflikter. Metoden handler om at skabe rammer for at børnene/de unge kan trives og gøre det rigtige. Der er især indenfor konflikthåndtering, at metoden bliver anvendt. Udgangspunktet er, at alle børn/unge gerne vil lykkes. Til gengæld handler det ikke om hverken belønning, straf eller konsekvenspædagogik. Ej heller om vilje og motivation. Det handler om i samarbejde at finde en løsning på kendte og tilbagevendende problematikker.
  
  ”Børn gør det rigtige, hvis de kan”
  
  Det er personalet på afdelingen, som har ansvaret for at skabe nogle rammer, der tager hensyn til barnets/den unges udfordringer, og sikrer en tryg, forudsigelig hverdag, der er præget af en positiv relation imellem barn/ung og voksen.
  
  I forbindelse med Low Arousal benytter vi vores neuropædagogiske viden og arbejder med, at der stilles krav som matcher barnets/den unges ressourcer og færdigheder. At personalet ved hjælp af deres faglige viden og indsigt kan gå bag om barnets/den unges adfærd, så der i det pædagogiske miljø f.eks. kompenseres for barnets/den unges manglende evne til at sortere sanseindtryk. Vi bestræber os på at være proaktive ift. barnet/den unge, og således nedtrappe udfordrende adfærd.
  
  Medarbejderne på Krabben arbejder med risikovurderinger/trafiklys, som er et redskab, der bruges til at måle adfærd og overskud ved barnet/den unge, så vi kan forebygge og planlægge barnets/den unges dag ud fra dennes psykiske overskud og dermed arbejde forebyggende med konfliktnedtrapning.

  Arousalregulering

  Sådan arbejder vi med arousalregulering:

  • at de stillede krav matcher ressourcer og færdigheder
  • at føle sig anerkendt og set på sin intention
  • at der siges "Ja" til én
  • at blive mødt med positiv afledning af uhensigtsmæssig adfærd
  • at medarbejderne er proaktive, har forudset vanskelige situationer og taget højde for dem
  • at kunne gøre sig forstået og blive forstået
  • at få hjælp via visuelt understøttet kommunikation
  • at kunne genkende, forudse og gennemskue sammenhænge
  • at have en medarbejder ved sin side, som kompenserer for ens mangler, at det meste af det, som sker gennem dagen er planlagt, forudsigeligt og velkendt, at mærke at andre er positivt stemt over for én
  • at være i rolige, overskuelige omgivelser
  • at bruge sin krop fysisk, så der brændes stresshormoner af og skabes positiv energi i hjernenat tage bad, få massage, fodbad, høre stille musik, blid berøring, rolig gyngen/vuggen, kugledyne/stol
  • at mærke venlighed, ro og sikkerhed fra medarbejderne at medarbejderes indsats kompenserer for ens manglende evne til at fokusere og sortere i sansestimuli
  • at medarbejdere ved, hvad man godt kan lide og anvender det proaktivt.

• Kommunikation og indflydelse på eget liv

  Børn/unge, der på grund af en funktionsnedsættelse har vanskeligt ved eller slet ikke har mulighed for at bruge tale som kommunikationsform, må anvende andre kommunikationsformer for at kommunikere. Det kan være kommunikationsformer, som kræver hjælpemidler, men det kan også være kommunikationsformer uden hjælpemidler.
  
  Vellykket kommunikation er forudsætningen for, at børn/unge får mulighed for at udvikle de sproglige, kognitive, følelsesmæssige og sociale sider af sig selv. Det er i kommunikationen med andre mennesker, at vi får mulighed for at skabe vores eget ”selv”.
  
  At blive set, hørt, anerkendt og forstået i sin kommunikation er af stor vigtighed for den enkeltes selvværd.
  
  På Specialbørnehjemmene kommunikationsafdækker vi alle fastboende børn/unge ud fra en fast model, som hedder kommunikationscirklen for at sikre kvalitet og systematik i den enkeltes afdækning. Ud fra kommunikationscirklen udarbejdes et kommunikationspas til hvert enkelt barn/unge.
  
  Kommunikationspasset er et lille hæfte, der beskriver vigtige oplysninger om barnet/den unge, dets kommunikationsform og kommunikative ressourcer. Passet er skrevet i jeg-form og beskriver ønsker, behov og ressourcer. Kommunikationspasset kan også udarbejdes digitalt på børnenes/de unges iPad. Det digitale kommunikationspas giver mulighed for at supplere beskrivelser af børnenes/de unges kommunikation med billeder og videomateriale af f.eks. mikrosignaler og samspil, som kan være vanskelige at videreformidle med ord. Mikrosignaler kan være små ansigtstræk eller nuanceforskelle i lyde, ansigtskulør eller bevægelser, som børnene bruger til at udtrykke sig og sige til og fra.
  
  Passet følger barnet/den unge og sidder eks. på kørestolen. Hjemme på Krabben hænger passet ved døren til barnets/den unges værelse eller det er på informations-iPad på værelset.

  Målet med kommunikationspasset er, at barnet/den unge kan præsentere sig selv samt sine ønsker og behov til andre samt at støtte barnet/den unge i at fortælle om sine kommunikationsformer og kommunikative ressourcer.

• Alternativ og Supplerende Kommunikation

  De forskellige kommunikationsformer, der kan anvendes, går under den fælles betegnelse ASK, der betyder Alternativ og Supplerende Kommunikation eller Alternativ og Støttende Kommunikation.

  
  Eksempler på metoder indenfor Alternativ og Supplerende Kommunikation, ASK:

  Tegn til tale - TTT

  TTT er et talesprog suppleret med tegn lånt fra døves tegnsprog. Tegnene bygger på meningsbærende ord. Tegnmængden er afhængig af det enkelte barn/ung, og tegnene kan være tilpasset det enkelte barns/unges ressourcer og eventuelle behov for at mærke tegnene på egen krop. TTT´s visuelle og kropslige udtryk er med til at skabe forudsigelighed og genkendelighed samt at tydeliggøre det talte sprog.

  Billedstøttet kommunikation

  Boardmakerbilleder, piktogrammer eller fotos kan understøtte kommunikationen, og f.eks. anvendes til at beskrive strukturen i en aktivitet eller anvendes i kommunikationsbøger.

  Anvendelse af konkreter

  Konkreter kan anvendes som støtte for kommunikation og som symbol og forberedelse på f.eks. en aktivitet. Eksempelvis kan en vaskeklud i barnets/den unges hånd symbolisere, at det er tid til bad.

  
  Anvendelse af konkreter kan bidrage til forudsigelighed og genkendelighed samt at barnet/den unge forstår sig selv i den omgivende verden.

• Sensorisk Profil

  Sensorisk profil er et standardiseret testredskab, der giver nyttig viden om sammenhængen mellem et barns/unges evne til at forarbejde sensoriske informationer, og dets adfærd i forbindelse med udførelse af daglige aktiviteter.

  Formålet er:

  • At afdække hvorledes barnet/den unge reagerer på sanseoplevelser i hverdagen
  • At blive i stand til at målrette den fremtidige indsats i forhold til barnets/den unges behov, så barnets/den unges mulighed for at udføre meningsfulde aktiviteter fremmes.
  • At løse adfærdsmæssige problemstillinger med afsæt i barnets/den unges sansemæssige reaktionsmåde.

  Testen udføres af Specialbørnehjemmenes fysioterapeuter ved:

  • Spørgeskema fra Sensorisk profil besvares af de nære voksne i samarbejde med fysioterapeuten.
  • Analyse af svar og rapportskrivning.
  • Formidling til forældre, afdelingens personale og samarbejdspartnere.
  • Den sensoriske profil danner sammen med øvrig udredning grundlag for den pædagogiske og evt. fysioterapeutiske tilgang.

• Udviklingsbeskrivelse

  Dansk Pædagogisk Udviklingsbeskrivelse – personer med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne.
  
  Beskrivelsen er baseret på otte udviklingsområder, som giver et samlet billede af de væsentligste sider af børns/unges udvikling:

  • Opmærksomhed
  • Hukommelse
  • Sprog og kommunikative kompetencer
  • Sociale kompetencer
  • Selvregulering
  • Grovmotorik
  • Finmotorik
  • Færdigheder og aktiviteter i dagligdagen.

  Det giver et overblik over det enkelte barns/unges ressourcer, vanskeligheder, udviklingstrin og udviklingspotentiale og kan bidrage til planlægning af den pædagogiske indsats, så vi kan stille passende krav og forventninger til barnet/den unge.
  
  Materialet kan anvendes til at dokumentere og evaluere den socialpædagogiske og specialpædagogiske praksis. Det kan dermed medvirke til at skabe en konstruktiv dialog omkring den pædagogiske planlægning i forhold til barnet/den unge samt støtte samarbejdet med de relevante netværk.