Trine arbejder på Krabben
Man føler sig aldrig alene
Jeg har mange års erfaring fra det pædagogiske område, men efter nogle år væk fra faget, valgte jeg at vende tilbage og blive en del af Specialbørnehjemmene. Og det er jeg glad for.
Jeg vil beskrive hverdagen som indholdsrig, udfordrende og fyldt med faglige overvejelser. Men noget af det, der har gjort størst indtryk på mig som kollega, er følelsen af aldrig at stå alene.
- Selvom det er svært, og selvom det kan være udfordrende, så føler man sig aldrig alene. Vi hjælper altid hinanden.
For mig er det stærke kollegiale fællesskab noget af det vigtigste. Man bliver taget godt imod, får lov til at prøve sig frem og bliver samtidig støttet, når noget er udfordrende. Jeg oplever en arbejdsplads med høj faglighed, hvor man hele tiden forsøger at finde den bedste løsning, både for børnene og for de kolleger, der skal passe på dem.
Men det er især relationerne til børnene, der gør arbejdet meningsfuldt for mig. Jeg synes, at det kan tage tid at opbygge en relation, og at man som ny kan sammenligne sig med kollegaer, der allerede kender børnene godt. For mig er det derfor vigtigt at være tålmodig.
- Det er skønt, når man engang imellem mærker: Der var den. Der fik vi lige den der super gode kontakt.
For mig er det netop de øjeblikke, der gør arbejdet særligt. Når man pludselig mærker, at relationen udvikler sig, og at barnet begynder at genkende og søge én.
Og hvis jeg skal fortælle en ny familie, hvad jeg synes er vigtigt at vide, er mit svar meget personligt. Jeg ville selv føle mig tryg ved at aflevere mit barn her.
- Jeg ville selv aflevere mit barn her.
Jeg oplever, at børnene bliver mødt med respekt, omsorg og kærlighed, og at kollegerne gør sig umage for at forstå det enkelte barn, også når det kan være svært at aflæse, hvad barnet har brug for. Det er en tillid, jeg selv mærker i mødet med både børnene og mine kolleger.
Kontakt
Opdateret
