Til hverdag starter dagen tidligt på Muslingen. Omkring kl. 5.30 er de første børn/unge klar til at starte en ny dag. Fra morgenstunden prioriterer vi en stille og rolig start på dagen med morgenmad og morgentoilette. Alle de børn/unge, som skal af sted til dagtilbud, bliver hentet af taxa imellem kl. 7.00 og 8.00.
Eftermiddagen tilrettelægges efter det enkelte barns/unges behov, dagsform og ønsker. Nogle eftermiddage bliver der slappet af på sofaen med en god film, andre dage bliver der gået ture i nærområdet, leget i haven, leget i fysioterapirummet, der bliver læst bøger, hygget i boblebad, gået til fritidsaktiviteter og meget mere.
Alle de fastboende børn/unge samt de børn, der er indskrevet i aflastning efter §52 har ligeledes forskellige pædagogiske mål og delmål, f.eks. omhandlende barnets/den unges kommunikation, selvhjulpenhed eller indflydelse på eget liv, hvilket der arbejdes med i det daglige pædagogiske arbejde.
Ved 17.00 tiden begynder vi at spise aftensmad, hvor vi deler børnene/de unge op i mindre spisegrupper for at give ro og nærvær til alle.
Efter aftensmaden begynder børnene/de unge at komme i bad, hvis de skal det, der bliver evt. ringet hjem til forældre eller andre pårørende for at sige godnat, der hygges i stuen, på værelserne og i køkkenet med f.eks. iPad og natmad, inden børnene/de unge er trætte og gerne vil i seng.
Efter aftensmad og et bad tager vi ofte en gå-tur i nærmiljøet omkring Muslingen eller på en tur i vores bus.
I weekenderne sover de børn/unge, som har lyst til det, lidt længere. Der er tid og ro til fordybelse i forskellige aktiviteter. Fredag aften hygges der med slik og chips, og lørdag aften nydes der dessert.
Søndag har vi en fast aktivitet med bålhygge i haven, hvor der med stor glæde grilles skumfiduser til alle, der har lyst.
På Muslingen har vi faste traditioner, som vender tilbage år efter år. Vi tror på, at de tilbagevendende traditioner er med til at give børnene/de unge en fornemmelse af årets gang. Der bliver altid taget udgangspunkt i, hvad det enkelte barn/unge kan deltage i.
Af de årlige traditioner kan vi nævne:
Fastelavnsfest afholder vi hvert år søndagen før fastelavnsmandag. Vi klæder os ud, slår katten af tønden og spiser fastelavnsboller.
Vi holder sommerfest og/eller julefest, hvor forældre og søskende bliver inviteret med til at have en hygge dag. Nogle af børnene/de unge holder fest sammen med forældrene på Muslingen.
Derudover har vi traditioner i forbindelse med vinterferien, påsken, bededag, Sankt Hans, sommerferien, efterårsferien, Mortens aften og december måned. På Muslingen bliver der altid lavet en vurdering af, om det enkelte barn/unge kan rumme at deltage i de fælles traditioner, eller om man skal holde det sammen med det personale, barnet/den unge er sammen med.